Grundende til Death | Pria s kollektive overvejelser

Farvel My Dear Prinsesse Pooja

2011 6 Juni 2011

Pooja

Min kæreste Pooja,

det føles udfordrende at selv acceptere, at jeg skriver til dig i universet fra 6/3/11, snarere end finde dig i mit hjem, for at fortælle dig direkte, hvor meget du har betydet for mig. Ordene er blevet formning, og de føler sig utilstrækkelige.

Du har været mit anker i 15 år.
Du har været en del af definitionen af min eksistens.
Min daglige script medfølger dig.
Vi har været ekstremt loyale overfor hinanden og har været der sammen under op-og nedture. Jeg nærede dig igennem en livstruende hund angreb, hofte kirurgi og forskellige livsstilsændringer, som du plejet mig ved at være min konstante, kærlig følgesvend, selvom Bossy og ornery til tider, ligesom jeg var.

Kære Pooja, hvordan jeg fortsætte min loyalitet over for dig nu? Hvordan kan jeg fortsætte med at tage sig af dig nu? Denne fase passer ikke ind i manuskriptet af mit liv og funktion med dig. Hvor skal jeg gå herfra?

Jeg er ikke og var ikke klar til historien om dig og mig at afslutte. Måske du vidste det, og du forlod mig på en fredag, da min mand kunne hjælpe denne weekend med min datter, så jeg kunne sørge og også forlader efter min søn var ude af skolen, da han vil være der i morgen, når min mand går tilbage til arbejdet. Han er også sparet at skulle stå over skolen i løbet af denne tid af healing.

Jeg kan ikke være vred på dig, fordi det ville gøre mig ikke loyal og hengiven over for dig. Men jeg har følt gal på noget for at tage dig væk fra mig på en måde, som jeg ikke engang kan få dig tilbage. Der er ikke en chance for genforening i dette liv for mig, og når du fik tabt, og jeg fandt dig på internatet.

Din overgang har ikke en løsning som dine tidligere sår, jeg kan ikke ordne det, og jeg er ikke i kontrol. Det må være en del af den loyale, forældrenes vrede jeg føler. Jeg vil ikke svigte dig, og jeg vil finde dig til slutningen af Jorden, som jeg ved du ville gøre for mig. Men du er ikke på denne jord nu, og jeg er blevet lammet og tabte med sorg og chok. Hvad nu? Hvordan kan jeg marchere frem uden dig ved min side?

Du har været sutteklud jeg har ubevidst haft i 15 år. Alt var godt på et grundlæggende, konstant niveau, når du var på billedet. Du hjalp mig tryg, jordet, centreret, og elsket. Det er svært at se på ethvert rum i mit hjem og opdager, at du ikke er i det. Med dig i mit liv, dagene syntes lysere, blomsterne følte sig pænere, og lugtede pænere. Jeg holdt mere om at have mine planter vokser, og nyder det varmere vejr med dig. Jeg nød brisen gennem dig, se dig snuse det, soler sig i solen og miljøet omkring dig i vores baghave, lige inden den sidste uge. Hvordan kan jeg opleve og nyde livet uden dig?

Dit helbred forværres sendte mig til tårer, da jeg blev tvunget til at overveje det uundgåelige med din alder. At læse om potentiel hjælp til dine lidelser (at jeg var klar over) gav mig håb, som jeg holdt til som du gik for at se dyrlægen denne fredag 03/06. Jeg gik ud fra du ville komme hjem den aften med medicin at rette ting, og jeg vil fortsætte min behandling af omsorgen for dig og resten af mine børn. Jeg var ikke parat til at overveje, kan du ikke komme hjem. Nu vil jeg prøve at fremmane hvert øjeblik af den dag, da det endte med at blive min sidste med dig. Havde jeg vidst det ville være, ville det være nemmere? Eller er det som børnene får en vaccination skud, når du måske ikke vil have dem til at kende det nøjagtige tidspunkt og blive distraheret, for at mindske smerten og frygten for forventning?

Din loyalitet udvides til mine børn, hvem du så ind i en verden, vokser, og elsker dig. Du valgte at sove i nærheden af mig ved slutningen af dagen, hver eneste dag, selv når dine bagben blev ikke du for nylig, og du ville skubbe din krop op til dit sted i mit værelse og liv. Når vi begrænset, hvor meget du presset din krop ved at begrænse dig, og du stoppede protesterer med dine Barks, jeg var fyldt med sorg, at kende din blev fratræder til en ny fase. Det var ikke Pooja jeg vidste, og jeg var bange.

Jeg er så ked af at være så dårlig til at lade dig gå, og hvis der forårsagede du yderligere lidelser og en tungere byrde. Jeg er ked af for min egoisme i tænkning ville der aldrig være et godt tidspunkt for dig at gå. Du endte med at kigge efter mig selv i dit vedtagelsen ved at sikre jeg var med støtte jeg havde brug for.

Så meget som jeg ondt i at tabe dig, vil jeg aldrig fortryde den kærlighed, du bragt i mit liv og min familie de sidste 15 år, som altid vil være en del af mig. Du har velsignet mig og min familie umådeligt. Tak, Pooja, du er en "bøn" svarede, da dit navn betyder. Jeg beder til, at jeg vil se dig en dag, i din top fysisk form, flyver gennem luften for at fange en frisbee og jagte tennisbolde.

Tennisbolde vil minde mig om dig sammen med alt andet. For nu, minder bare at vågne op, trække vejret og ser på alt mig af dig. Hjertet ømhed og føler tomme samtidigt. Jeg ønsker ikke at være illoyalt ved ikke at tænke på dig og lade dig gå i alligevel føles illoyale. At opgive din krop følte sig illoyale. Jeg vil aldrig være i stand til at føle dine bløde ører, der føltes som plantens lam øre i min gård.

To weekender siden, blev jeg mærke dine trekantede ører perked op som du blev liggende ved siden af min mand i parken. Du har ikke ser alderen. Du var smuk, majestætisk, rolig og stolt. Ser i dine øjne følte jeg kiggede på en gammel sjæl, og at man kunne se min sjæl. Jeg er taknemmelig for at vælge at kigge ind i disse øjne, mens du gik fra denne verden. Og så kiggede jeg på den frygtede synet af din krop ikke går op og ned med vejret. Du var stadig. Dine øjne og se forblev den samme.

Pooja, vil jeg elske dig for evigt. Du er en del af mig og min familie og vil altid være. Jeg vil ære dig, hver gang jeg elsker og give næring til min familie, at jeg altid vil være loyale over for, som du har været. Hvil i fred, min prinsesse Pooja og nu er min engel.

Pooja, Colin, og Bhalloo 1/18/10

Uventet Ending

Grundende herover Død No Responses

2009 10 juli 2009

Vi kom tilbage fra vores første rigtige familieferie med vores baby på søndag den 5. juni. Jeg lærte, at min ældste søster havde været på hospitalet de seneste tre uger og var på en respirator. Jeg ønskede at gøre umiddelbare planer om at gå over, men fik at vide, ville der ikke være noget jeg kunne gøre, som hun blev bedøvet, og ville ikke være opmærksomme på min tilstedeværelse. Lægerne skulle prøve nogle forskellige ting, og hun var stabil. Hun havde en kold, som hun brugte over the counter medicin for i første omgang, men det udviklet sig til noget så alvorlige, at hun var nødt til at være på en respirator. Vi besluttede at vi ville muligvis gå over den følgende weekend. Jeg håbede at se hende, da hun var godt og kunne værdsætte at se min baby.

Mandag aften, den 6. på omkring 22:00 Eastern Time, gik min søster. Det var utroligt, at noget så bizart kunne ramme så tæt på hjemmet, til en så ung og så meget at leve for i 47. Jeg havde set frem til reparation og pleje af forholdet, et skub, der tilsyneladende var blevet bedt om ved vedtagelsen af min far denne sidste december. Det er uheldigt, at forholdet ikke var blevet næret allerede før hendes død, som med min far. Hun var moderen til mig som barn, og jeg vil skatten mindet om hende fra dengang.

Jeg føler mig mere bevidst om tidens gang. Der er så meget, at jeg ønsker at gøre, se og udføre før min tid "er op." Jeg ønsker at leve mit liv så rigt som muligt.

Den bedste måde jeg kan se at hædre en person, når de passerer, er at lære af deres liv og værdier. Hvad var det de tror på? Fra min erfaring og erindring om min søster, hun var en hengiven husmor meste af sit liv. Hun var meget i at forsøge at holde en ren, pleje hjem og tog indenlandske bestræbelser alvorligt. Jeg værdsætter og forholde sig til dette. Jeg tror, et hjem skal køres så gnidningsløst og kærligt som muligt. Det skal være et fristed for alle, og det tager en stor indsats for at gøre det så!

De sidste par dage, har jeg følt en pull at rengøre og tænkte på hende som jeg rengøres og decluttered mit hjem. Det løftede mit humør til at se det endelige resultat. Jeg forestillede hende smilende. Jeg kender omsorgen for min familie det bedste jeg kan, er en væsentlig måde at ære hendes liv, at tage sig af mig selv vil tillade mig at gøre det så længe jeg kan.

Kære søster, håber jeg din sjæl er i fred. Tak for alt, hvad du har gjort for mig. Du har rejst to børn til voksne du kan være stolt af og har dermed efterladt en positiv, meningsfuld og varig aftryk på planeten.